Det absolut bedste tidspunkt at starte biologisk fluebekæmpelse på er så tidligt som muligt.
Når det gælder snyltehvepse, er det tidlige forår (marts-april) det bedste tidspunkt, da det skal være, før temperaturen overstiger 10 grader.
Snyltehvepse er optimale til kvægbesætninger, og kvægstalde er ofte mere åbne, hvilket betyder, at temperaturen kan svinge mere.
Naturlige fjender
Snyltehvepse formerer sig ved at lægge deres æg i fluepupper og er derfor naturlige fjender af blandt andet stuefluer (Musca domestica) og stikfluer (Stomoxys calcitrans).
Snyltehvepse er særligt velegnede til bekæmpelse af generende fluer i stalde med dybstrøelse.
Gyllefluer er særligt anvendelige i svinestalde, da staldene ofte er lukkede systemer med nogenlunde samme temperatur hele året rundt. Derfor kan du starte bekæmpelsen på et hvilket som helst tidspunkt af året.
Har brug for tid
Gyllefluerne skal bruge 8-10 uger til at etablere sig, og derfor kan både efterår og vinter være gode tidspunkter at starte fluebekæmpelsen.
Gyllefluerne er effektive til at bekæmpe både stikfluer og stuefluer, fordi gyllefluens larver lever af at æde andre fluers larver.
Gyllefluer sværmer ikke, er mere rolige og søger mod mørke og fugtige områder i stalden, blandt andet gyllekanaler. De stikker heller ikke dyrene, som stikfluer gør, og generer derfor hverken mennesker eller dyr.
Forebyggelse er vejen frem
Det vigtigste er at tænke forebyggelse og sætte snyltehvepse og gyllefluer ind, inden fluelarverne for alvor udvikler sig til en plage for mennesker og dyr.
Derfor er det optimalt at starte i foråret, da fluerne formerer sig hurtigere ved højere temperaturer.
Det er afgørende løbende at tilføre snyltehvepse i kvægstalden, og det anbefales at gøre det hver anden uge fra det tidlige forår til oktober/november. I svinestalde vil det være optimalt at supplere med gyllefluer hver 4.-8. uge, afhængigt af staldforholdene, hele året rundt.