Effektiv bekæmpelse af stikfluer i stalden kræver en kombination af forebyggende staldhygiejne og biologisk bekæmpelse.
Stikfluer lever af blod og lægger deres æg i fugtigt, varmt organisk materiale som gødning og strøelse.
Stikfluer trives i fugtige miljøer, og derfor er det vigtigt at holde staldmiljøet så tørt som muligt, fjerne madrester og gødning samt sørge for god ventilation. Desuden er anbefalingen at tilføre snyltehvepse til dit staldmiljø, da de spiser stikfluernes larver, før de udvikler sig til voksne stikfluer.
Studie viser snyltehvepses effekt
Henrik Skovgård, seniorforsker ved Institut for Agroøkologi (tidligere Danmarks Jordbrugsforskning) på Aarhus Universitet har beskrevet, hvordan effektiv fluebekæmpelse med snyltehvepse kan være med til at bekæmpe problemet.
Han beskriver, at snyltehvepse er en effektiv biologisk metode til fluebekæmpelse i kvægstalde. Forsøg viste, at udsætning af snyltehvepse hver 14. Dag fra april til oktober kan reducere antallet af stue- og stikfluer markant — i juli-august kun ca. 5 stuefluer og 15 stikfluer per dyr mod ca. 200 af hver på kontrolgårde.
Det kræver dog viden om fluernes opformeringssteder og faste udsætningsintervaller, samt at man undgår jævnlig udmugning. Konklusionen er, at snyltehvepse er et lovende alternativ til kemisk bekæmpelse uden resistens eller miljøbelastning.
Gyllefluer kan anvendes til at bekæmpe andre generende fluer i b.la. svine- og kvægstalde. Deres larver spiser af de andre fluers larver, når de støder på dem i staldens gylle og mange landmænd anvender dem strategisk for at få bugt med de fluer, som man ikke ønsker at have i en stald. Men nogle tror, at gyllefluen er en genmanipuleret og en “unaturlig” flue. Det har imidlertid intet på sig, og gyllefluen er en flue, der lever frit i det meste af Europa og Nordamerika. Her er historien om dens oprindelse.
Gyllefluer anvendes i dag som naturlig fluebekæmpelse
Gyllefluen er en særlig flue, der er kendetegnet ved at have en larve, der spiser larver fra andre fluer, herunder den alm. stuefluer og stikfluen. Den har evnen til at æde op til 20 stueflue larver om dagen i den periode, hvor den selv er larve. Det er et sjældent eksempel på, at et dyr dræber mere, end det faktisk kan spise. Desuden adskiller den sig fra andre fluer på selve fluestadiet ved, at den foretrækker mørke områder, ikke gerne sætter sig på dyr eller mennesker og så holder de sig tættere på jorden end andre fluer typisk gør. (Hogsette & Jacobs, 2003)
De egenskaber gør gyllefluen til en praktisk og effektiv samarbejdspartner for landmænd, når de gerne vil komme andre fluer i en stald til livs. Ved strategisk at indsætte portioner med gyllefluer med jævne mellemrum til staldens miljø, er resultatet, at landmanden holder antallet af de irriterende fluer nede – i mange tilfælde helt væk. Det har stor betydning for både dyrevelfærden og arbejdsmiljøet i en stald.
Kær flue har mange navne
Gyllefluen har mange kaldenavne. Eksempler er “bioflue”, “rovflue” eller “miljøflue”. Alle er betegnelser, der, siden 1990’erne, er blevet brugt i Danmark om den samme flue. Dens latinske navn er Hydrotaea Aenescens, men også det har ændret sig gennem tiden. Inden da hed den Ophyra aenescens på latin. På engelsk betegnes de oftest som ‘The American black dump fly”.
Gylleflue (Hydrotaea Aenescens)
Gyllefluer kom til Europa i 1960’erne fra Nordamerika vha. rejsende
Gyllefluer blev først opdaget i Europa omkring 1960’erne i Østrig, og man mener, at den er blevet indført sammen med rejsende på tværs af kontinenterne, så at den altså oprindeligt kommer fra Nordamerika. I forskningsartiklen “The American black dump fly Hydrotaea aenescens (Wiedemann, 1830)
(Diptera, Muscidae) in Britain and Ireland” fra 2007 forsøger man, at klarlægge, hvordan den er kommet til England og Irland. Der beskriver man teorien om, at den er kommet til Europa med fiskere, der rejste til og fra Frankrig.
Gyllefluer er, som mange andre fluer, enormt begejstrede for varme og trives derfor rigtig godt i veltempererede lande, men fordi den også tiltrækkes af gødning, skrald og forrådnelse, som ofte forårsager temperaturstigninger, er den også fundet i det sydlige Norge. På den måde kan den overleve de kolde vintre i det meste af Norden og herunder Danmark. (Pont, Lole & LeBlanc, 2007)
Gyllefluen er altså en flue med stor tilpasningsevne og den har vist sig, at trives godt på vores egne.
Masseopformering af gyllefluen, gør den til et praktisk værktøj for landbruget
Hos Miljøfluen har vi produceret og leveret gyllefluer til landmænd siden 1993 og i sin tid var det på baggrund af nyheden om, at personer i det tidligere DDR var begyndt at anvende dem til specifikt at bekæmpe almindelige stuefluer og stikfluer i svinestalde. Det var en spændende ide og en anderledes måde at se fluebekæmpelse på – at man gør nytte af naturens egen ressourcer.
I lyset af, at gyllefluen altså ikke er genmanipuleret, minder produktionen af gyllefluer hos Miljøfluen meget om produktionen af andre landbrugsdyr i Danmark. Vi opformerer dem i lukkede produktionsfaciliteter, hvor de passes og plejes som andre landbrugsdyr. De fodres og gives gode forhold til at forplante sig og dermed bygger Miljøfluens gyllefluer på en helt normal proces – nemlig naturens.
Der er god mening i at bekæmpe uønskede fluer i en stalde, dels pga. arbejdsmiljøet for de ansatte og dyrevelfærd, men også pga. økonomi. Malkekvæg kan nemlig få nedsat produktion af mælk, hvis de bliver genereret af fluer. Og det betyder tab på bundlinjen.
DLG har i 2021 påpeget netop hvor meget tab, man kan forvente, hvis ens malkekvæg belastes af fluer. I indlægget Fluer forårsager tabt produktion, beskriver de, hvordan tabet både kan forekomme i form af tabt mælkeproduktion og tabt tilvækst.
Når en ko eller kalv generes af fluer ændrer de deres adfærd i forhold til at værge sig mod fluerne og mister tid til at æde. De vifter med halen, kaster med hovedet og kløer sig på inventar og roterende børster. (DLG, 2021)
Tabet gælder mælkeproduktion og kalvenes tilvækst
DLG henviser til et litteraturstudie fra USA, der bygger på en række undersøgelser, som viser, hvordan generende fluer kan resulterer i et betydeligt økonomisk tab.
Det samlede billede viser et gennemsnitligt tab på 139 kg mælk pr. år for malkekøer. Når det gælder kalve frem til fravænning, kan det gennemsnitlige tab i tilvækst opgøres til henholdsvis 1,16 kg, mens tabet i tilvækst fra fravænning frem til slagt 1,68 kg.
(DLG, 2021)
Fluerne kan fjernes på flere måder
Der er flere måder at gøre noget ved flueproblemet.
Biologisk fluebekæmpelse
Underlaget i kvægstalde eller kalvebokse er ofte dybstrøelse. Her kan man tilføre snyltehvepse, som er naturlige fjender af både stuefluer (Musca Domestica) og stikfluer (Stomoxys calcitrans). Ved at drysse snyltehvepsene ud langs kanten af boksen eller placere en beholder med de små hvepse i nærheden af boksen, kan man opnå stor begrænsning af de generende fluer. Har man gyllekanaler eller rundskyl i kvægstalden, kan man supplere med gyllefluer, der ligeledes er naturlige fjender af andre fluer.
Antal stikfluer pr. voksent kreatur i en stald i to på hinanden følgende år, først uden og dernæst med udsætning af snyltehvepse (Kilde: Nachman, Gösta & Skovgård, Henrik, 2016)
Mekanisk fluebekæmpelse
Mekanisk fluebekæmpelse forstås ofte som lysfælder eller limfælder. De kan placeres forskellige steder i stalden og har en vis effekt mod fluer. De skal dog udskiftes eller tømmes, når de er fulde og metoden kan sjældent stå alene mod de generende fluer.
Kemisk fluebekæmpelse
Hvis man vælger at anvende kemi, er larvicider – et smøremiddel – den mest anvendte metode. Her vander man langs kanten af dybstrøelsen, hvor der oftest er fluelarver. Vær dog opmærksom på, at larvicider udelukkende har effekt mod fluernes larver og ikke de fuldt udviklede fluer.
Hyppige udmugninger kan være med til at holde flueproblemet i ave, da man fjerner en del af de kilder, der forårsager fluernes eksistensgrundlag i staldene. Det kan dog være svært at holde staldene så fri for efterladenskaber fra dyrene, at det har god effekt mod problemet og det kan sjældent stå alene.
Oplevelsen af, hvornår fluer er generende for mennesker, kan være svært at vurdere. Ofte er det individuelt, hvornår man finder antallet af fluer, der sværmer omkring én, irriterende. Nogle kan knap tåle, at der flyver en enkelt flue forbi, mens andre ikke ænser dem, før der er flere i omløb om ens hoved. Men for dyr, som køer og grise, har Statens Skadedyrslaboratorium lavet en såkaldt “Fluetalsskala”, så man har en fælles forståelse for, hvornår mange fluer bliver til FOR mange fluer.
Mange fluer i stalden kan betyde tab i produktionen
I 2021 kunne DLG berette om, hvordan man forvente et tab i produktionen hos malkekvæg, der belastes af fluer. Når en ko eller en kalv generes af fluer, ændrer de adfærd i stalden og bruger energi på at vifte med halen, slå med hovedet eller klø sig på inventar eller roterende børster. De mister tid til at æde og det kan have negativ betydning for mælkekvægs produktion og kalves tilvækst. (DLG, 2021) Men hvornår kan man tale om, at der er FOR mange fluer i en stald?
Statens Skadedyrslaboratorium, der i 2007 blev en del af Aarhus Universitet og nu tilhører Institut for Agroøkologi, Forskningscenter Flakkebjerg (Nielsen, 2015), lavede i 1985 en skala for til visuelt at bedømme antallet af fluer, så man meningsfuldt kunne vurdere om, der i en stald er mange eller få fluer.
Skala til visuel bedømmelse af fluetal
Antal fluerpr. arealenhed
“Fluetal”
Beskrivelse
0-3
0
Fluefrit
6-6
1
Meget få fluer
6-12
2
Få fluer
12-25
3
Nogle fluer
25-50
4
En del fluer
50-100
5
Temmelig mange fluer
100-200
6
Mange fluer
over 200
7
En masse fluer
(Pedersen, 1985)
Skalaen beror på et skøn af et areal i stalden. I en stald med grise, som er inddelt i en fareafdeling kan arealet udgøre hele farestien. I en smågrisestald kan fluetallet skønnet på et areal svarende til halvdelen af stien med halvdelen af grisene. (Pedersen, 1985)
Fluetallet i stalden kan sænkes effektivt med gyllefluer
Gyllefluer har været brugt som naturlig fluebekæmpelse siden starten af 1990’erne i Danmark og fluetals skalaen blev i 1994 første gang brugt til at undersøge effekten af gyllefluer (også kendt som rovfluer) i svinestalde. (Ambrosen & Jespersen, 1994)
Gyllefluer kan sænke fluetallet fra 4-5 til 1-2 efter 10 uger
I undersøgelsen, der er beskrevet i artiklen Rovfluer til bekæmpelse af stuefluer i svinestalde, afprøvede man gyllefluer i to svinebesætninger med sektionerede stalde med fuldspaltegulv og gyllesystem.
Gyllefluerne fik udkonkurreret stuefluerne i staldene i løbet af 10-20 uger. Fluetallet i den ene besætning begyndte på niveau 4-5 (En del fluer/Temmelig mange fluer) og faldt med indsætning af gyllefluer i 10 uger til 1-2 svarende til Meget få fluer/Få fluer. Efter 30 uger var fluetallet helt nede på niveau 0-1 svarende til Fluefrit/Meget få fluer. (Ambrosen & Jespersen, 1994)
Ambrosen, Karsten og Jespersen, Jørgen (1994) Rovfluer til bekæmpelse af stuefluer i svinestalde. Meddelelse nr. 284. Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende afprøvning. Danske Slagterier
Pedersen, Bjarne K. (1985) Glansstære til fluebekæmpelse.Meddelelse nr. 82. Landbrug & Fødevarer. Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende afprøvning.
Igennem flere årtier er der blevet forsket i effekten af fluegift. Tilbage i midten af 1970’erne begyndte blandt andre J. Keiding at få overblik over, hvordan den almindelige stueflue (Musca Domestica) reagerede på de gifttyper, man havde til rådighed før i tiden. (Keiding J, 1975 og 1977) Forfatteren fandt, at der dengang var fund af multiresistente stuefluer mange steder i Danmark. Effekten af fluegiften forsvandt derfor. Man forsøgte sig derfor med at udvikle forskellige typer af insekticider, der kunne afløse hinanden, for at imødekomme problemet. Men der er endnu ikke fundet en fluegift, som stuefluen ikke udvikler resistens overfor…
Michael Kristensen, Andrew, G. Spencer og Jørgen B. Jespersen, hvoraf flere i sin tid var tilknyttet Statens Skadedyrslaboratorium, gav en nyere status af problematikken i 2001 i artiklen The status and development of insecticide resistance in Danish populations of the housefly Musca domestica L. Billedet var dog stort set det samme som i 1970’erne. Det understøttes af nyere forskning, bl.a. artiklen Evolution of resistance to pyrethroid insecticides in Musca domestica af Jeffrey G. Scott fra 2016.
Hvad kan man så gøre?
Retningslinjer for fluebekæmpelse på og omkring gårde med husdyr fra 2014, der er udarbejdet af AGRO – INSTITUT FOR AGROØKOLOGI på Aarhus Universitet, beskriver, hvordan man kan undgå eller forsinke udviklingen af resistens blandt de fluer, der befinder sig i ens stald:
Dette gøres bedst ved
1) at lære at leve med en lille fluebestand i staldene,
2) kun at foretage en kemisk bekæmpelse når det er nødvendigt,
3) ikke at søge en total bekæmpelse med kemiske midler,
4) at anvende de rigtige midler på de rigtige steder og tidspunkter (se nedenfor) og
5) periodevis at undlade kemisk bekæmpelse og
6) at skifte mellem midler med forskellige aktive stoffer.
En kombination af larvicider, smøremidler og plader med granulat samt rengøring kan forsinke resistensudvikling
En mulighed, som AGRO – Institut for AGROØKOLOGI nævner, som en mulighed for bekæmpe fluer og forsinke udviklingen af resistens, er at anvende en kombination af larvicider (et kemisk middel, der forhindrer fluernes larver i at udvikle sig til voksne fluer), samt smøremidler og plader med granulat (ædegift, der fungerer ved at indeholde en kombination af sukker og gift, som fluerne tiltrækkes af).
Larvicider udgør endnu ingen risiko for udvikling af resistens, men skal suppleres af smøremidler
Larviciderne, som endnu ikke har vist sig at udgøre en risiko for resistens, skal tilføres den friske gødning i stalden, men det skal suppleres med smøremidler, der skal males eller smøres ud på stolper, skillevægge og lign. Og kun i områder, hvor det ikke kommer i kontakt med hverken dyr eller børn.
Smøremidler har ingen effekt på stikfluer
Man skal gøre sig klart, at smøremidler ingen effekt har mod stikfluer, da de ikke tiltrækkes af sukker, men i stedet lever af at suge blod fra dyr eller mennesker.
Ifølge Retningslinjer for fluebekæmpelse på og omkring gårde med husdyr er det dog nødvendigt samtidig ikke at give fluerne gode muligheder for at formere sig, hvilket sker ved at holde stalden fri for møg, så vidt det er muligt.
Sprøjtemidler (Aerosoler) virker indledningsvist effektivt mod fluer, men risikoen for resistens er stor
AGRO – Institut for AGROØKOLOGI anbefaler ikke at anvende sprøjtemidler mere end en gang om ugen, hvis man vil undgå, at fluerne udvikler resistens overfor dem. De kan anvendes i de tilfælde, hvor man oplever meget varme dage og stor opblomstring af uønskede fluer i stalden eller, når man ikke har kunnet lykkedes med at holde mængden af møg i stalden nede.
Alternativerne er mekanisk- eller biologisk fluebekæmpelse
Mekanisk fluebekæmpelse ses ofte som fluefangere med lim eller fælder med ultraviolet lys. I følge Retningslinjer for fluebekæmpelse på og omkring gårde med husdyr kan mekanisk bekæmpelse nogle steder reducere flueproblemer, men ikke stå alene som metode.
Biologisk fluebekæmpelse kan effektivt reducere mængden af uønskede fluer uden risiko for resistens
Stuefluer og stikfluer kan naturligvis ikke udvikle resistens over for biologisk fluebekæmpelse, og metoden har høj effektivitet mod uønskede fluer i stalde.
Biologisk bekæmpelse med brug af gyllefluer kan anvendes med stor succes i mange svinestalde med spaltegulve og flydelag. Snyltehvepse kan anvendes, hvor der ophobes fast gødning over en længere periode såsom kalvebokse og større arealer med dybstrøelse