Ja, det kan du godt. Der skal dog være gyllekanaler i stalden, hvor gyllefluerne kan etablere sig. Hvis du oplever problemer med virkningen af gyllefluerne, kan det ofte skyldes, at der er opstået tørre pletter i gyllen. På disse tørre pletter kan gyllefluen ikke arbejde, da den vil kravle udenom og søge mod mere fugtige områder.
Brug overbrusningsanlægget, hvis der er tørre pletter i gyllen
Til gengæld trives staldfluer i dette miljø, og de kan derfor formere sig i de tørre pletter i gyllen. Det kan medføre problemer med stuefluer i stalden.
Problemet kan afhjælpes ved at overbruse de tørre områder, så overfladen igen bliver fugtig. Det skaber optimale forhold for gyllefluens larver, som hurtigt får fat og spreder sig over hele gylleoverfladen.
Gyllefluens larver vil herefter spise staldfluens larver og dermed udrydde de uønskede larver, inden de når at udvikle sig til voksne fluer. En ekstra gevinst er, at gylleoverfladen bliver mere homogen, hvilket gør det lettere at få gyllen ud af stalden.
Miljøfluen står altid klar med råd og vejledning, og vores konsulent har altid tid til et besøg, hvis der er behov.
Fakta
Hvad er tørre pletter? Tørre pletter er områder med indtørret gylle, som typisk opstår, når fast gødning og foderrester hober sig op og falder ned gennem spalterne i stedet for at blive skyllet eller skrabet ned i kanalerne. Det kan også skyldes dårlig staldhygiejne, forkert strøelse eller for tyk gylle.
Hvordan opstår tørre pletter? Tørre pletter kan opstå som følge af manglende eller ineffektiv omrøring, dårligt fald i kanalerne eller for tyk gylle. Indtørret foder, nedtrådt halm og ophobet gødning langs kanterne kan også bidrage til dannelsen af tørre pletter.
Gyllefluer kan anvendes til at bekæmpe andre generende fluer i b.la. svine- og kvægstalde. Deres larver spiser af de andre fluers larver, når de støder på dem i staldens gylle og mange landmænd anvender dem strategisk for at få bugt med de fluer, som man ikke ønsker at have i en stald. Men nogle tror, at gyllefluen er en genmanipuleret og en “unaturlig” flue. Det har imidlertid intet på sig, og gyllefluen er en flue, der lever frit i det meste af Europa og Nordamerika. Her er historien om dens oprindelse.
Gyllefluer anvendes i dag som naturlig fluebekæmpelse
Gyllefluen er en særlig flue, der er kendetegnet ved at have en larve, der spiser larver fra andre fluer, herunder den alm. stuefluer og stikfluen. Den har evnen til at æde op til 20 stueflue larver om dagen i den periode, hvor den selv er larve. Det er et sjældent eksempel på, at et dyr dræber mere, end det faktisk kan spise. Desuden adskiller den sig fra andre fluer på selve fluestadiet ved, at den foretrækker mørke områder, ikke gerne sætter sig på dyr eller mennesker og så holder de sig tættere på jorden end andre fluer typisk gør. (Hogsette & Jacobs, 2003)
De egenskaber gør gyllefluen til en praktisk og effektiv samarbejdspartner for landmænd, når de gerne vil komme andre fluer i en stald til livs. Ved strategisk at indsætte portioner med gyllefluer med jævne mellemrum til staldens miljø, er resultatet, at landmanden holder antallet af de irriterende fluer nede – i mange tilfælde helt væk. Det har stor betydning for både dyrevelfærden og arbejdsmiljøet i en stald.
Kær flue har mange navne
Gyllefluen har mange kaldenavne. Eksempler er “bioflue”, “rovflue” eller “miljøflue”. Alle er betegnelser, der, siden 1990’erne, er blevet brugt i Danmark om den samme flue. Dens latinske navn er Hydrotaea Aenescens, men også det har ændret sig gennem tiden. Inden da hed den Ophyra aenescens på latin. På engelsk betegnes de oftest som ‘The American black dump fly”.
Gylleflue (Hydrotaea Aenescens)
Gyllefluer kom til Europa i 1960’erne fra Nordamerika vha. rejsende
Gyllefluer blev først opdaget i Europa omkring 1960’erne i Østrig, og man mener, at den er blevet indført sammen med rejsende på tværs af kontinenterne, så at den altså oprindeligt kommer fra Nordamerika. I forskningsartiklen “The American black dump fly Hydrotaea aenescens (Wiedemann, 1830)
(Diptera, Muscidae) in Britain and Ireland” fra 2007 forsøger man, at klarlægge, hvordan den er kommet til England og Irland. Der beskriver man teorien om, at den er kommet til Europa med fiskere, der rejste til og fra Frankrig.
Gyllefluer er, som mange andre fluer, enormt begejstrede for varme og trives derfor rigtig godt i veltempererede lande, men fordi den også tiltrækkes af gødning, skrald og forrådnelse, som ofte forårsager temperaturstigninger, er den også fundet i det sydlige Norge. På den måde kan den overleve de kolde vintre i det meste af Norden og herunder Danmark. (Pont, Lole & LeBlanc, 2007)
Gyllefluen er altså en flue med stor tilpasningsevne og den har vist sig, at trives godt på vores egne.
Masseopformering af gyllefluen, gør den til et praktisk værktøj for landbruget
Hos Miljøfluen har vi produceret og leveret gyllefluer til landmænd siden 1993 og i sin tid var det på baggrund af nyheden om, at personer i det tidligere DDR var begyndt at anvende dem til specifikt at bekæmpe almindelige stuefluer og stikfluer i svinestalde. Det var en spændende ide og en anderledes måde at se fluebekæmpelse på – at man gør nytte af naturens egen ressourcer.
I lyset af, at gyllefluen altså ikke er genmanipuleret, minder produktionen af gyllefluer hos Miljøfluen meget om produktionen af andre landbrugsdyr i Danmark. Vi opformerer dem i lukkede produktionsfaciliteter, hvor de passes og plejes som andre landbrugsdyr. De fodres og gives gode forhold til at forplante sig og dermed bygger Miljøfluens gyllefluer på en helt normal proces – nemlig naturens.
Igennem flere årtier er der blevet forsket i effekten af fluegift. Tilbage i midten af 1970’erne begyndte blandt andre J. Keiding at få overblik over, hvordan den almindelige stueflue (Musca Domestica) reagerede på de gifttyper, man havde til rådighed før i tiden. (Keiding J, 1975 og 1977) Forfatteren fandt, at der dengang var fund af multiresistente stuefluer mange steder i Danmark. Effekten af fluegiften forsvandt derfor. Man forsøgte sig derfor med at udvikle forskellige typer af insekticider, der kunne afløse hinanden, for at imødekomme problemet. Men der er endnu ikke fundet en fluegift, som stuefluen ikke udvikler resistens overfor…
Michael Kristensen, Andrew, G. Spencer og Jørgen B. Jespersen, hvoraf flere i sin tid var tilknyttet Statens Skadedyrslaboratorium, gav en nyere status af problematikken i 2001 i artiklen The status and development of insecticide resistance in Danish populations of the housefly Musca domestica L. Billedet var dog stort set det samme som i 1970’erne. Det understøttes af nyere forskning, bl.a. artiklen Evolution of resistance to pyrethroid insecticides in Musca domestica af Jeffrey G. Scott fra 2016.
Hvad kan man så gøre?
Retningslinjer for fluebekæmpelse på og omkring gårde med husdyr fra 2014, der er udarbejdet af AGRO – INSTITUT FOR AGROØKOLOGI på Aarhus Universitet, beskriver, hvordan man kan undgå eller forsinke udviklingen af resistens blandt de fluer, der befinder sig i ens stald:
Dette gøres bedst ved
1) at lære at leve med en lille fluebestand i staldene,
2) kun at foretage en kemisk bekæmpelse når det er nødvendigt,
3) ikke at søge en total bekæmpelse med kemiske midler,
4) at anvende de rigtige midler på de rigtige steder og tidspunkter (se nedenfor) og
5) periodevis at undlade kemisk bekæmpelse og
6) at skifte mellem midler med forskellige aktive stoffer.
En kombination af larvicider, smøremidler og plader med granulat samt rengøring kan forsinke resistensudvikling
En mulighed, som AGRO – Institut for AGROØKOLOGI nævner, som en mulighed for bekæmpe fluer og forsinke udviklingen af resistens, er at anvende en kombination af larvicider (et kemisk middel, der forhindrer fluernes larver i at udvikle sig til voksne fluer), samt smøremidler og plader med granulat (ædegift, der fungerer ved at indeholde en kombination af sukker og gift, som fluerne tiltrækkes af).
Larvicider udgør endnu ingen risiko for udvikling af resistens, men skal suppleres af smøremidler
Larviciderne, som endnu ikke har vist sig at udgøre en risiko for resistens, skal tilføres den friske gødning i stalden, men det skal suppleres med smøremidler, der skal males eller smøres ud på stolper, skillevægge og lign. Og kun i områder, hvor det ikke kommer i kontakt med hverken dyr eller børn.
Smøremidler har ingen effekt på stikfluer
Man skal gøre sig klart, at smøremidler ingen effekt har mod stikfluer, da de ikke tiltrækkes af sukker, men i stedet lever af at suge blod fra dyr eller mennesker.
Ifølge Retningslinjer for fluebekæmpelse på og omkring gårde med husdyr er det dog nødvendigt samtidig ikke at give fluerne gode muligheder for at formere sig, hvilket sker ved at holde stalden fri for møg, så vidt det er muligt.
Sprøjtemidler (Aerosoler) virker indledningsvist effektivt mod fluer, men risikoen for resistens er stor
AGRO – Institut for AGROØKOLOGI anbefaler ikke at anvende sprøjtemidler mere end en gang om ugen, hvis man vil undgå, at fluerne udvikler resistens overfor dem. De kan anvendes i de tilfælde, hvor man oplever meget varme dage og stor opblomstring af uønskede fluer i stalden eller, når man ikke har kunnet lykkedes med at holde mængden af møg i stalden nede.
Alternativerne er mekanisk- eller biologisk fluebekæmpelse
Mekanisk fluebekæmpelse ses ofte som fluefangere med lim eller fælder med ultraviolet lys. I følge Retningslinjer for fluebekæmpelse på og omkring gårde med husdyr kan mekanisk bekæmpelse nogle steder reducere flueproblemer, men ikke stå alene som metode.
Biologisk fluebekæmpelse kan effektivt reducere mængden af uønskede fluer uden risiko for resistens
Stuefluer og stikfluer kan naturligvis ikke udvikle resistens over for biologisk fluebekæmpelse, og metoden har høj effektivitet mod uønskede fluer i stalde.
Biologisk bekæmpelse med brug af gyllefluer kan anvendes med stor succes i mange svinestalde med spaltegulve og flydelag. Snyltehvepse kan anvendes, hvor der ophobes fast gødning over en længere periode såsom kalvebokse og større arealer med dybstrøelse
